Roning
Så står den på ski
Årets første træningslejr er skudt i gang på ski, og det er en lejr, vi virkelig har set frem til!
I sidste uge pakkede vi bilen med ski og to trænere (Mads og Anders) og kørte til Sverige for at genopfriske vores ski-kundskaber. Vi kørte fire timer op i det svenske, trænede nogle timer, og kørte hjem igen. Det viser sig, at det nok var en god idé, for nu kan vi rigtig nyde de gode forhold her på banen.
Vi skal være her i Italien i en uge, og glæder os til at blive endnu hurtigere og bedre (og i bedre form).
// W2minus
Eventyr i USA del 2
Vi er vendt hjem til Danmark lidt tungere, end da vi rejste til USA. Det er heldigvis ikke fordi vi har spist for meget, nej, vi har metal med i kufferterne!
Turen til Head of the Charles Regatta var en virkelig god oplevelse. Vores W4+ (Damefirer med styrmand) bestod af Frida, Ida og styrmand Sam, Mads som træner og så selvfølgelig os (Lærke og Anne).
Vi havde nogle rigtig gode dage med sightseeing (omkring 17-20km gang rundt i Boston og Cambridge om dagen), træning på floden og hyggelig indkvartering hos vores værter Jean og Dave.
Søndag var konkurrencedag for os. Vores base var ved Hudson, hvor vi havde lånt en båd, og derfra gik vi på vandet en lille time før starten. Head of the Charles er en langdistance regatta, og minder lidt om Odense regatta. Floden er delt i to, så der er en bane man ror ud mod start på i den ene side, og en bane med selve løbet i den anden side. Det er en meget stor regatta, 10.200 deltagere over to dage, så man kan ikke samle alle bådene bag startlinjen som vi plejer 🙂
Derfor ror man ud ad opvarmningsbanen, til et stort “bassin” hvor man kan cirkulere og varme op til det bliver ens tur.
Vi stillede op i den bedste klasse af damefirere (Champ four), og var seeded som nummer 3. Det betyder helt lavpraktisk, at der var to både, der startede før os, som vi så skulle forsøge at ro fra. Det er en alle-mod-alle konkurrence, så den bedste tid vinder. På den måde kunne vi ikke stille os tilfredse med at overhale – for tænk hvis der var både længere nede i feltet, som roede hurtigere end os, som vi ikke kunne se!?
Den lovede lørdagsstorm var rykket, og da vi gik på vandet søndag, kunne vi godt se, at det ruskede lidt i træerne. Opvarmningen ud mod start- og opvarmningsområdet gik fint, og de 4,8km vi skulle tilbagelægge var ikke for rå. Det ændrede sig, da vi kom ud til startområdet! Bølgerne stod op og ind i båden, og vores styrmand Sam lå nede i den forreste luftkasse og blev godt sjasket til! Hun tog det i stiv arm, og fik styret os over til startområdet, lige i tid til at smide de øverste lag tøj og starte løbet.
Som man kan se på billedet snor banen sig omkring nogle sving. Modvind det ene sted er medvind det andet, og nogle steder er svingene så bratte og kraftige, at man skal ro mere til i den ene side, end den anden. Det er en udfordring, men også det, der gør regattaen anderledes og spændende.
Da vi endelig nåede målstregen var vi alle helt flade. Vi vidste ikke hvordan det var gået, men vi syntes det havde været sjovt (og hårdt) at ro. På land kunne Mads opdatere os med en midlertidigt og uofficielt resultat – en førsteplads med 40 sekunder ned til andenpladsen!
Heldigvis for os, havde vi roet helt efter bogen og undgået at få tidsstraf, så føringen holdt helt op på podiet!
Eventyr i USA
Vi er på vej i flyveren mod Boston. Vi har sendt to piger af sted i
forvejen for Ida og Frida venter på os i lufthavnen når vi lander. “Vent –
hvem er så det?” tænker I måske.
Vi spoler tiden lidt tilbage, faktisk helt til da vi var til World Cup i
Polen i starten af sæsonen. Vi sad på værelset og slappede af imens vi
forberedte os til et løb. Vi snakkede lidt om, hvad vi skulle lave af sjove
ting efter OL, og en af ideerne var at tage til USA og ro Head of the
Charles. Banen er lang og bugtet, så man kan ikke ro 2-, men vi tog en
frisk beslutning med Mads, og bestilte billetter til USA alligevel, og
tænkte, at vi da sikkert ville kunne samle nogle piger til en 4+.
Ida og Frida har klaret sig rigtig godt i deres junior toer i år, så da det
kom til, at vi skulle finde de sidste to piger til båden var de oplagte
bud. De ville heldigvis gerne med! Frida kendte en amerikansk styrkvinde,
Mads fik lov til at låne en båd, årer og vupti! Turen var på plads. Nogle
af jer har måske lagt mærke til en damefirer på Bagsværd sø – vi skulle jo
lige roes sammen!
Det bliver ikke vores første ræs siden OL. Vi deltog i Danmarks Rocenters
testregatta, som er et krav for at komme på landsholdet. Der kommer nye
roere på landsholdet nu, både dem, der klarede kravet på vandet og dem, der
roede hurtigt i ergometer. Det bliver rigtig spændende, og vi glæder os til
de kommende samlinger, med nye “legekammerater”.
OL-bronze og nye eventyr
OL 2016 er nu officielt ovre. Konkurrencerne er slut, medaljerne uddelt og
flammen slukket.
OL har været stort og spændende. Uforudsigeligt og utroligt. Hårdt men
hurtigt. Af en anden verden og alt hvad vi kunne drømme om.
Vi har haft det mega sjovt, ikke kun de sidste par uger men hele det sidste
halvandet år hvor vi har siddet i toeren. Det er gået op og ned, men altid
fremad. Endda så meget fremad at vi nu står med en bronzemedalje fra OL.
Det er vildt og vi har stadig ikke helt forstået at det var os der fik den
medalje. At W2minus klarede ærterne.
Vi har fået så mange søde beskeder, hep og lykønskninger at vi bliver helt
forlegne. Vi er meget taknemmelige og siger mange tusind tak! Selvom
Rio-eventyret går på hæld, begynder et nyt dog snart. Tokyo lyder som et
dejligt sted og W2minus er klar på flere eventyr. Vi er jo kun lige
begyndt.
Nu venter der dog først en lang flytur over Atlanterhavet, så lidt ferie,
en testregatta og et smuttur til USA for at ro verdens største regatta.
Bedste hilsner
Anne og Lærke, W2minus
Semifinale onsdag (fedt, fedt,fedt!)
Vi roede indledende i går, og det gik som vi havde håbet. Vi holdt os til
planen og holdt hovederne inde i båden hele vejen, så det var dejligt.
Det var 1-3 der kom direkte videre fra indledende til semifinalen, så da vi
krydsede stregen som nummer to efter England, var semifinalen sikret.
“Hvad så piger? Hvorfor er I ikke helt oppe at køre??” … Jo altså, det
var dejligt at det gik godt i går, men sagen er den, at vi kender os selv.
Vi ved, at der er langt fra top til bund. Et godt løb er ikke en sikkerhed
for et andet godt løb. Vi skal virkelig være skarpe for at gå videre i
morgen, for alle vil i finalen til OL!
Så vi slår koldt vand i blodet og forsøger at gøre det, vi altid forsøger:
At holde fokus på os selv, gå ydmygt til opgaven og ikke tage noget for
givet.
Vi ror klokken 13.40 dansk tid 🙂
W2- indledende løb mandag
Vi har haft en stille og rolig dag fra vi fik aflyst vores indledende løb.
Forholdene var ret vilde ved søen, og blæsten var ikke at spøge med. Derfor
var vi nok meget glade for at blive på land.
Resten af dagen har vi trænet, spist og slappet af på hotellet, så vi kan
være klar til vores løb i morgen.
Nu har vi fået en opdatering på starten i morgen. Vi ror klokken 17.30
dansk tid, og håber vejret arter sig.
Så alt ok, dog forsinket, her i Rio 🙂
OL – så er det nu!
Så er vi på plads i Rio de Janeiro. Vi har forberedt os på det her i lang tid efterhånden. For nogle år siden bagte vi faktisk Rio 2016 kager, uden den mindste anelse om, at vi ville stå her ovre og være klar til start ved OL (!) Det er stadig vildt.
Det er os, der ror båden ned over banen, men det er ikke de eneste kræfter der er blevet trukket på. Familie, venner, bekendte, klubber, dejlige følgere på bloggen, instagram og Facebook, tak fordi i følger med og hepper! Det er rigtog hyggeligt 🙂
Til dem, som måtte have interesse i det, så har vi forsøgt at gøre det nemmere at følge Dansk roning under OL i Rio de Janeiro. Vi har fået lidt hjælp hjemmefra 😉
Vil har til lejligheden lavet en række skemaer som kan bruges til at registrere de løbende resultater. Det kan være lidt svært at finde ud af hvad et opsamlingsløb er, og hvem er det egentlig som går direkte i semifinalerne?
Derfor vil vi nu, inden starten på de olympiske lege, præsentere ikke alene os selv, men alle danske robåde, som stiller op til OL 2016. (kig nedenfor) Og vi vil kort forklare progressionen for hver båd, altså en beskrivelse af hvordan både går videre, og hvad de går videre til. Du kan evt. udfylde skemaerne med navnene på de nationer som stiller i de enkelte løb, eller du kan blot bruge skemaerne som en rettesnor.
Skemaer kan hentes ved at trykke her.
Vi ses til OL,
Kh,
Lærke og Anne
W2Minus
Toer uden styrmand (W2-, W2Minus)
Progression:
Der er 15 både til start.
Der afvikles tre indledende heats med hver 5 både. De tre bedste fra hvert indledende heat går direkte til semifinalerne. De resterende både fra hvert indledende heat går til opsamlings heatet.
Seks både udgør opsamlingsløbet. Opsamlingsløbet giver en ekstra chance for at kvalificere sig til semi finalerne. De tre bedste går i semifinalerne, de resterende både ender i C finalen.
Ni både fra indledende heats og tre både fra opsamlingsløbet udgør deltagerne ved semi-finalerne.
De to semi finalerne afgør hvem der skal i A-finalen og hvem der skal i B-finalen. De tre bedste i hvert løb kommer i A-finalen, de tre sidste i hvert løb kommer i B Finalen.
A-finalen og B-finalen afvikles med hver seks både.
C-finalen afvikles med tre både.
Singlesculler (W1X)
Progression:
Der er 32 både til start.
Der er seks indledende heats. De tre bedste placeringer i hvert enkelt heat kvalificerer sig direkte til kvart finalerne. De resterende deltager i opsamlingsløb.
Der afholdes tre opsmalingsløb hvor første og anden pladsen kvalificerer sig til kvart finalerne. De resterende ender i E- og F- semifinalerne.
Kvartfinalerne afgør om man skal i AB-semifinalerne eller i CD-Semifinalerne. Der afvikles 4 kvartfinaler. De tre bedste placeringer i hvert løb går til AB-Semifinalerne. De resterende ender i CD Semifinalerne.
AB-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i A-finalen. De tre dårligst placerede i hvert løb går i B-Finalen.
CD-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i C-finalen. De tre dårligst placerede i hvert løb går i D-Finalen.
EF-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i E-finalen. De resterende går i F finalen.
A-, B-, C-, D-, E- finalerne afvikles med hver seks både.
F-finalen afvikles med to både.
Letvægtsdobbeltsculler (LW2X)
Progression:
Der er 20 både til start.
Der afvikles fire indledende heats. De to bedst placerede i hvert løb går direkte i AB-semi finalerne, de resterende skal i opsamlingsheat
Der afvikles to opsamlingsløb. De to bedst placerede i hvert løb går til AB-semifinalerne, de resterende går til CD semifinalerne.
AB-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i A-finalen. De tre dårligst placerede i hvert løb går i B-Finalen.
CD-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i C-finalen. Den resterende går fra hvert løb går i D-finalen.
A-, B- og C-finalerne afvikles med seks personer i hvert heat.
D-finalen afvikles med de to dårligst placerede hold.
Dobbeltsculler (W2X)
Progression:
Der er 13 både til start.
Der afvikles 3 indledende heats. De tre bedste placeringer går direkte til AB-Semifinalerne. De resterende går til opsamlings løb.
Der afvikles ét opsamlings løb. De tre bedste placeringer går til AB-Semifinalerne. Den dårligst placerede skulle egentlig gå i C finalen, man da der kun ville være én båd i en C-finale, så afvikles C-finalen ikke.
De to AB-semifinaler stiller både til A- og B-finalerne. De tre bedste fra hver AB-semifinale går i A-Finalen, de resterende går i B-finalen.
A-finalen og B-finalen afvikles med seks personer i hver løb.
Letvægtsdobbeltsculler(LM2X)
Progression:
Der er 20 både til start.
Der afvikles fire indledende heats. De to bedst placerede i hvert løb går direkte i AB-semi finalerne, de resterende skal i opsamlingsheat
Der afvikles to opsamlingsløb. De to bedst placerede i hvert løb går til AB-semifinalerne, de resterende går til CD semifinalerne.
AB-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i A-finalen. De tre dårligst placerede i hvert løb går i B-Finalen.
CD-Semifinalen er to løb hvor de tre bedst placerede i hvert løb går i C-finalen. Den resterende går fra hvert løb går i D-finalen.
A-, B- og C-finalerne afvikles med seks personer i hvert heat.
D-finalen afvikles med de to dårligst placerede hold.
Letvægtsfirer (LM4-, Guldfireren)
Progression:
Der er 13 både til start.
Der afvikles 3 indledende heats. De tre bedste placeringer går direkte til AB-Semifinalerne. De resterende går til opsamlings løb.
Der afvikles ét opsamlings løb. De tre bedste placeringer går til AB-Semifinalerne. Den dårligst placerede skulle egentlig gå i C finalen, man da der kun ville være én båd i en C-finale, så afvikles C-finalen ikke.
De to AB-semifinaler stiller både til A- og B-finalerne. De tre bedste fra hver AB-semifinale går i A-Finalen, de resterende går i B-finalen.
A-finalen og B-finalen afvikles med seks personer i hver løb.