På tur
Eventyr i USA del 2
Vi er vendt hjem til Danmark lidt tungere, end da vi rejste til USA. Det er heldigvis ikke fordi vi har spist for meget, nej, vi har metal med i kufferterne!
Turen til Head of the Charles Regatta var en virkelig god oplevelse. Vores W4+ (Damefirer med styrmand) bestod af Frida, Ida og styrmand Sam, Mads som træner og så selvfølgelig os (Lærke og Anne).
Vi havde nogle rigtig gode dage med sightseeing (omkring 17-20km gang rundt i Boston og Cambridge om dagen), træning på floden og hyggelig indkvartering hos vores værter Jean og Dave.
Søndag var konkurrencedag for os. Vores base var ved Hudson, hvor vi havde lånt en båd, og derfra gik vi på vandet en lille time før starten. Head of the Charles er en langdistance regatta, og minder lidt om Odense regatta. Floden er delt i to, så der er en bane man ror ud mod start på i den ene side, og en bane med selve løbet i den anden side. Det er en meget stor regatta, 10.200 deltagere over to dage, så man kan ikke samle alle bådene bag startlinjen som vi plejer 🙂
Derfor ror man ud ad opvarmningsbanen, til et stort “bassin” hvor man kan cirkulere og varme op til det bliver ens tur.
Vi stillede op i den bedste klasse af damefirere (Champ four), og var seeded som nummer 3. Det betyder helt lavpraktisk, at der var to både, der startede før os, som vi så skulle forsøge at ro fra. Det er en alle-mod-alle konkurrence, så den bedste tid vinder. På den måde kunne vi ikke stille os tilfredse med at overhale – for tænk hvis der var både længere nede i feltet, som roede hurtigere end os, som vi ikke kunne se!?
Den lovede lørdagsstorm var rykket, og da vi gik på vandet søndag, kunne vi godt se, at det ruskede lidt i træerne. Opvarmningen ud mod start- og opvarmningsområdet gik fint, og de 4,8km vi skulle tilbagelægge var ikke for rå. Det ændrede sig, da vi kom ud til startområdet! Bølgerne stod op og ind i båden, og vores styrmand Sam lå nede i den forreste luftkasse og blev godt sjasket til! Hun tog det i stiv arm, og fik styret os over til startområdet, lige i tid til at smide de øverste lag tøj og starte løbet.
Som man kan se på billedet snor banen sig omkring nogle sving. Modvind det ene sted er medvind det andet, og nogle steder er svingene så bratte og kraftige, at man skal ro mere til i den ene side, end den anden. Det er en udfordring, men også det, der gør regattaen anderledes og spændende.
Da vi endelig nåede målstregen var vi alle helt flade. Vi vidste ikke hvordan det var gået, men vi syntes det havde været sjovt (og hårdt) at ro. På land kunne Mads opdatere os med en midlertidigt og uofficielt resultat – en førsteplads med 40 sekunder ned til andenpladsen!
Heldigvis for os, havde vi roet helt efter bogen og undgået at få tidsstraf, så føringen holdt helt op på podiet!
Eventyr i USA
Vi er på vej i flyveren mod Boston. Vi har sendt to piger af sted i
forvejen for Ida og Frida venter på os i lufthavnen når vi lander. “Vent –
hvem er så det?” tænker I måske.
Vi spoler tiden lidt tilbage, faktisk helt til da vi var til World Cup i
Polen i starten af sæsonen. Vi sad på værelset og slappede af imens vi
forberedte os til et løb. Vi snakkede lidt om, hvad vi skulle lave af sjove
ting efter OL, og en af ideerne var at tage til USA og ro Head of the
Charles. Banen er lang og bugtet, så man kan ikke ro 2-, men vi tog en
frisk beslutning med Mads, og bestilte billetter til USA alligevel, og
tænkte, at vi da sikkert ville kunne samle nogle piger til en 4+.
Ida og Frida har klaret sig rigtig godt i deres junior toer i år, så da det
kom til, at vi skulle finde de sidste to piger til båden var de oplagte
bud. De ville heldigvis gerne med! Frida kendte en amerikansk styrkvinde,
Mads fik lov til at låne en båd, årer og vupti! Turen var på plads. Nogle
af jer har måske lagt mærke til en damefirer på Bagsværd sø – vi skulle jo
lige roes sammen!
Det bliver ikke vores første ræs siden OL. Vi deltog i Danmarks Rocenters
testregatta, som er et krav for at komme på landsholdet. Der kommer nye
roere på landsholdet nu, både dem, der klarede kravet på vandet og dem, der
roede hurtigt i ergometer. Det bliver rigtig spændende, og vi glæder os til
de kommende samlinger, med nye “legekammerater”.
Studietur til Rio
Studietur? JA! og især når den går til Rio. Vi pakkede kufferterne og rejste tværs over atlanten mandag morgen, og ramte Brasilien sent om eftermiddagen lokal tid.
Hvorfor skulle vi på studietur? Brasilien er langt væk hjemmefra, og med et OL, hvor alt er spændende og nyt, er det godt at kende stedet lidt i forvejen.
Med en biblioteksbog, håndsprit, træningstøj og klipklappere i tasken, var vi klar til at udforske byen.
Jesus statuen, kokosnødder med sugerør i, Copacabana, nationaldrikken Capirinha, rostadion, en masse god mad, en favela, indmarch stadionet Maracaná, karnival kostumer og meget mere – vi har forsøgt at nå en masse!
Nu venter Danmark og et gensyn med vores båd.
Der er 300 dage til OL starter, og på Instagram begynder nedtællingen i billeder.
Vi skylder is
Vi har nu været i Völkermarkt i to uger og vi er stadig ved godt mod: vi har fundet lidt mere fart og holdt humøret højt trods nogle meget trætte ben. Det har været to varme uger med masser af solskin så selvom vejret nu byder på lidt køligere temperaturer og en smule regn, så nåede vi i varmen at indgå et væddemål med vores ene træner, Mads, om en is.
Vi havde haft et par pas hvor vi havde kæmpet lidt med tingene. Sådan er det nogle gange når man skal rette noget teknisk: først bliver det noget værre rod for så lige pludselig at virke og give mere fart. Vi havde dog endnu ikke ramt plet og derfor var vi blevet lidt mutte. Mads prøvede at fortælle lidt jokes fra motorbåden, men det bed ikke rigtig på i toeren. Og hvad gør man så? Man indgår da et væddemål om is. For is er altid en god motivator. Og gratis is en endnu bedre.
Hvis vi på 2*(5*500m/2min)/5min kunne holde en gennemsnitsfart på 1.47.0 (sagt på en anden måde: holde en god fart på 10 intervaller af 500 meter) så ville Mads og Jesper købe os en is. Hvis ikke, gik isen den anden vej.
Topmotiverede gik vi på vandet dagen efter for at holde den planlagte fart. Efter de første 5 så det lidt sort ud. Snittet lå på 1.48.4. Vi så på hinanden, tænkte lidt på isen, aftalte nogle tekniske fokuspunkter og besluttede at nu var det altså nu. Det gjorde ondt, men det gjorde også godt: for hver et interval vi nu kørte blev snittet bedre og langsomt begav det sig ned mod de 1.47.0.
Efter det sidste interval kigger vi spørgende over på Mads der sidder og regner gennemsnittet sammen. ”1.47.08” siger han så.
Nå. Så tabte vi altså væddemålet. Til gengæld har vi i dag haft en rigtig hyggelig halv fridag hvor Mads og Jesper har fået is og benene har fået lidt hvile.
EM-klar!
Så er de sidste distancer roet, årerne har fået nye røde danmarksstriber og sommerfuglene har så småt fundet vej til vores maver. På onsdag tager vi til Polen hvor årets første internationale regatta, EM, finder sted. Vi har 13 konkurrenter, deriblandt OL-vinderne fra 2012! Vi glæder os og er spændte på hvor vi ligger i feltet.
Det er vores første internationale regatta sammen i toeren, men vi har jo været afsted sammen før, både med andre men også bare os to.
Det gør os trygge at vi er bekendte med hinandens måder at reagere på når vi er til regatta. Vi ved at Lærke synes det er rart med en lille gåtur for at styre nerverne, og at Annes gaben er et tegn på at hun er klar til at ro stærkt. På den måde ved vi hvordan vi skal give plads til og hjælpe hinanden, så vi kan ro så hurtigt som muligt.
Cykeltur til Kronborg
Hvad gør man, når det blæser og Bagsværd sø er fyldt med skumtoppe i tiden op til Odense Regatta og programmet står på 6*12 minutter? Vi tog en beslutning om, at lave vores lange pas i ergometer om til en cykeltur i stedet.
Det startede med, at vi ringede til træner Mads og spurgte hvad han syntes om idéen om, at lave om i programmet. Lidt i sjov svarede han, at vi kunne cykle en tur til Kronborg. Der er 39 km til Kronborg ved Helsingør. Det ville blive direkte 10 m/s modvind og 2:02 timers kørsel ifølge GPS’en.
Vi tog udfordringen op; pakkede vores rygsække (vægtoptimering er for de slappe ;)), tog de hurtige briller på og hoppede på vores citybikes. Det første kvarter skulle vi gennem skoven ved Bagsværd sø, og vi kunne godt mærke, at vi pressede de smalle dæk en smule, når de skulle køre gennem mudder, grus og over træstubbe. Da vi endelig kom til fast underlag gik det hurtigt – dog ikke hurtigere end at det endte med at tage 1:50 at cykle til slottet.
Godt afkølede og glade efter en god tur, gik vi en tur ind på slotspladsen og ud til vandet for at se på Sverige. Så pakkede vi sammen igen, cyklede ned i byen og købte hver en kop varm kakao.
Vinden kunne sikkert have blæst os hurtigt sydpå igen, men vi valgte at tage toget og spare lidt på kræfterne til lørdagens træning på vandet i stedet.
Det er ikke alvor det hele
En gang imellem tager vi også billeder for sjov, det hele er ikke altid koncentrerede miner og fokus. Når vi er af sted til konkurrencer handler det også om, at slappe af mellem løbene.
Her er vi i en bus på vej mod robanen i Linz/Ottensheim, hvor vi roede U23 VM i 2013. Robanerne ligger nogle gange lidt ude på landet (Linz) andre gange midt inde i byen (Sevilla). Begge dele har fordele så man enten kan få en bustur, hvor man har tid til at samle tankerne, eller bo tæt nok på til at man kan gå en tur ned og se på ro-banen i sin pause.