Nyheder
W2Minus band
Når vi en sjælden gang ikke lige træner til OL, så hygger vi os med vores knap så succesfulde band.
Til pandekager på rådhuset
Tv2 Lorry var med da Lærke og Anne sammen med flere OL atleter var inviteret til pandekager på Københavns rådhus.
Nominering til prisen som Årets Olympiske Håb
Hvor glad kan man egentlig blive? Vi har hænderne helt oppe!
Vi er blevet nomineret i kategorien “Danmarks Olympiske Håb”, og tager på lørdag til DR’s store sportsshow “Sport 2015” i Boxen i Herning. Vi er nominerede sammen med svømmeren Viktor Bromer og BMX-køreren Simone Tetsche Christensen. Vi er rigtig stolte over at være i gruppe med disse sportsudøvere.
Se eventuelt pressemeddelsen fra Team Danmark
Og kig med på lørdag klokken 21:00 på DR1, så får I at se, om vi kommer i trikot eller kjoler 🙂
Præsentation i Politiken
I dagens udgave af Politiken er der en artikel om os. Det er i forbindelse med nomineringen til Årets Fund, og vinderen kåres i morgen aften.
Vi er blevet inviteret ind til Politikens Hus, hvor vi først skal møde de andre nominerede, spise og så hygge os. Det glæder vi os til.
Inden vi kommer så langt er der lige et par træningspas. Vi bliver genforenet i dag, efter en juleuge i hver sin ende af landet. Selv om det måske var sjovt at træne alene de første dage, er det altså lidt sjovere at være sammen.
Vi har linket til artiklen, hvis du har lyst til at læse med:
Vi håber I har haft en god jul!
A-finale og to rekorder!
Semifinaleløb er altid nervepirrende, og dette var ingen undtagelse. Vi tog det stille og roligt i morges, og havde overskud til et lille selfie med kineserne i bussen på vej til banen.
Derefter begyndte det at krille i maven, og vi fokuserede på opgaven. Det er altid hårdt, der skal skilles 3 både fra til A-finalen, og alle vil gerne med. Vi kom ikke så godt fra start, det var faktisk lidt svært de første tusind meter – Vi havde en aftale om, at vi ville blive ved med at forsøge at ro godt hele vejen, hvis noget gik galt skulle vi samle op på trykket og komme igen. Det gjorde vi så de sidste tusind meter, og vi rykkede tættere og tættere på adgangen til finalen. I mål var vi helt færdige, men også vildt glade: vi blev nummer 2! Det betyder at vi er i A-finalen i morgen. Ikke nok med det, så havde vi lavet personlig rekord! Træner Mads råbte noget til os, men altså, det kunne jo ikke passe. “Under syv piger” ja ja, men det var rigtigt nok. Det er dansk rekord, og 9s fra verdensrekorden, vi er lidt stolte over os selv.
Samtidig ved vi godt at det bliver hårdt i morgen, verdensrekordholderne er jo med, og de bliver udfordret af en del andre hurtige hold. Vi må bare ud og se hvad vi så kan præstere – der kommer tv dækning, og vi opdaterer lige med lidt tider senere. (Løbet fra i dag kan ses nedenfor)
Så hvid at vi får ondt i øjnene!
Med hjem fra Polen havde vi ikke kun en masse erfaring og gåpåmod, men også en helt ny båd!
Hidtil har vi roet i en empacher udlånt af DSR, men vi kunne jo ikke blive ved med at låne og derfor måtte en ny båd til. Empacheren, eller det gule skib som den er blevet kaldt, har ellers passet godt på os. Den ligger godt stabilt i vandet og det har været perfekt de sidste måneder hvor vi har været ret grønne i det der toerroning.
Den nye båd er derimod en hovedpinehvid, italiensk ræser som reagerer helt anderledes end den gamle, men som når vi har lært den at kende nok skal give os mere fart.
I onsdags brugte vi ikke mindre end 4 timer på at rigge til og stille båden, men så var vi også SÅ klar til at komme ud og ro! Det måtte desværre vente til torsdag for vi kunne med et enkelt blik på vandet konstatere at det var liige vildt nok til en tur i højt tempo i en ny båd og vi måtte derfor en tur i ergometeret til dagens træning (men det er også OK når vi begge sætter rekorder).
Nu har vi været ude et par gange og konklusionen er blevet at det føles helt anderledes og at vi lige skal finde os selv i den nye båd, men også at vi på sigt helt sikkert blivere endnu hurtigere end i den anden! Og det er jo noget vi godt kan lide.
Der er vi i den nye båd! Som det ses på billedet er den gennemtestet i store bølger og vind – nu venter vi bare på det flade vand.
Sidste dag til EM
EM er ovre, og det har været en vild tur. Vi endte på femtepladsen – og det er vi rigtig stolte af!
I morges aftalte vi, at vi ville kæmpe for hver eneste centimeter vi kunne, for at få en så gode placering som muligt. Det synes vi, vi gjorde ned ad banen.
Der er stadig meget at lære, og -heldigvis- føler vi, at vi har mere at give af!
I morgen har vi en fridag, og så ser vi frem mod World Cup 2 i Italien om nogle uger. Der kommer sandsynligvis flere hurtige oversøiske hold til, men vi har også planer om at tage hjem til Bagsværd sø og finde lidt mere fart.
Overordnet er vi stolte og trætte, men mest af alt motiverede!