EM
EM, som endte lidt anderledes, end vi havde håbet
Hvad var det lige der skete i sidste weekend, og hvor blev billederne af tilfredse ro-piger af? Det har vi snakket lidt om i denne uge, for der skal både evalueres når vi ror godt, og når vi ror knap så godt.
EM foregik i Brandenburg, Tyskland, fra den 6.-til den 8. maj, altså sidste weekend. Vi havde været på træningslejr i Italien i 10 dage op til, og vi følte os egentlig ret klar til at møde vores konkurrenter på banen.
Vi ankom, fik prøvet banen og benene af i et par dage op til konkurrencen, og da vores indledende løb stod for, syntes vi, at vi var godt forberedte.
Løbet ligger her på siden, godt nok uden billeder – men kommentatorerne siger det vi tænkte: ”Danish dynamite duo, demolishing the field” (Dansk dynamit duo, smadrer feltet). Vi kom godt igennem løbet og førte komfortabelt over de næste både. Det gav et ordentligt skud motivation! Vi var ikke bare med, vi havde også en god tid i forhold til englænderne*, som var i det andet indledende løb.
Vi havde kvalificeret os direkte til finalen, men det er jo ikke nok 🙂 Vi ville gå efter England, og der skulle bare roes til! Da det endelig blev tid til at ro, blæste det kraftigt fra siden. Det gik fint med at varme op, men da vi lagde til start var det lidt svært at holde kursen lige. Det skal ikke være en undskyldnings-svada, for det var svært for alle hold den dag! Vi var så ærgerlige over det! Simpelthen bare trætte af det. Der er helt sikkert noget at lære af det løb – men det var lidt svært at se lige til at starte med. Vi havde virkelig glædet os til at komme ud og vise de andre, jer og hele Europa, hvad vi har øvet os på, og hvor meget vi har lært siden sidste år. Vi var bare ikke helt lige så gode til at styre sidevinden som de andre hold, og derfor endte vi på en femteplads.
HELDIGVIS er der flere chancer! Det skal ikke ende på en trist note, for hellere lære at sidevind er en svaghed nu end senere! Nu kan vi nå at træne det inden Rio og det er trods alt det største mål i år. Desuden får vi allerede mulighed for at ræse igen i den kommende weekend til Copenhagen Regatta på vores hjemmebane i Bagsværd, og igen internationalt i Luzern om et par uger.
Det kribler helt i vabelfingrene for at få lov at ro om kap igen!
*Englænderne er forsvarende VM, EM og OL mestre, de har verdensrekorden og er ubesejrede i lang tid. Det er derfor de er værd at gå efter at slå!
Se A-Finalen ved EM 2016
A-Finalen ved 2016 European Championships (EM)
Opsamlingsløb stiller både til finalerne
Fredag roede vi os direkte fra indledende heats til i A-finalen sammen med England. I dag har de øvrige hold konkurreret i opsamlingsløb om pladserne i A- og B-Finalerne.
Det er nu afgjort hvem vi stiller i A-Finalen med.
EM 2016 – På fredag går det løs
På fredag går det løs. Fra træningslejr i Italien går turen nu til Tyskland hvor EM 2016 afvikles i Brandenburg.
European Rowing Championships 2016 er årets første store prøvning. Vi mødes med de bedste fra mange nationer, og er absolut indstillede på at være med i front. Vejrudsigten siger høj sol, og ingen vind – så betingelserne for hurtig roning er tilstede.
Vi er så glade for at være nævnt på “Who to Watch” listen, så tag et kig med, når det går løs. www.worldrowing.com sender live video fra alle løb på følgende tidspunkter:
Indledende Løb | Fredag kl. 12:35 | (Se Live Roning) |
Opsamlingsløb | Lørdag kl. 10:55 | (Se Live Roning) |
B-Finaler | Søndag kl. 09:00 | (Se Live Roning) |
A-Finaler | Søndag kl. 11:18 | (Se Live Roning) |
Sådan ser 2015 ud i tal
Det kan godt være kalenderen stadig siger 2015, men vi er allerede i gang med forberedelserne til 2016. Sæsonen 2015 er for os slut og vi kan heldigvis kigge tilbage på en rigtig god sæson.
Vi har kigget lidt på 2015 og gjort sæsonen op i tal:
I 2015 har vi altså..
- Været på 4 træningslejre (3 i Portugal og 1 i Østrig)
- 3 gange er vi blevet sendt ind fra vandet, fordi vi var så trætte vi ikke kunne ro ordentligt
- Roet i 4 forskellige både
- Været i 10 forskellige lufthavne
- Spist 631 figenstænger
- Haft 540 træningspas
- Malet 3 sæt årer
- Løftet 117.208 kg i dødløft
- Spist morgenmad 8 gange på Lagkagehuset i Københavns Lufthavn
- Roet 2968 km fra 1. april til 31. oktober
- Haft 81 rejsedage
- Lagt 4500 puslespilsbrikker på træningslejrene i Portugal (OK, Fie lagde også en del)
- Roet 16 2km-løb i toeren sammen
- Fået 2 5. pladser, 1 3. plads og 1 4. plads
- Kvalificeret 1 båd til OL!
Det er nogle gode tal, ikke? Og alt det, man ikke kan tælle (opbakning, holdånd, kraftanstrengelser og klapsalver) – det har der også været dejligt meget af!
Sidste dag til EM
EM er ovre, og det har været en vild tur. Vi endte på femtepladsen – og det er vi rigtig stolte af!
I morges aftalte vi, at vi ville kæmpe for hver eneste centimeter vi kunne, for at få en så gode placering som muligt. Det synes vi, vi gjorde ned ad banen.
Der er stadig meget at lære, og -heldigvis- føler vi, at vi har mere at give af!
I morgen har vi en fridag, og så ser vi frem mod World Cup 2 i Italien om nogle uger. Der kommer sandsynligvis flere hurtige oversøiske hold til, men vi har også planer om at tage hjem til Bagsværd sø og finde lidt mere fart.
Overordnet er vi stolte og trætte, men mest af alt motiverede!
Foto: Her ror vi os i finalen!
Finale søndag kl 12:33 – Live tv dækning på TV2 sport, Eurosport og Worldrowing.com
Vi giver publikum noget for pengene
Vi har roet semifinale i dag, og som man kan se på billedet var der vild vind og store bølger. Bagsværd sø har budt på lige netop det, det sidste stykke tid, så vi var ikke skræmt af lidt bølgegang.
Vi havde trukket de regerende EM, VM og OL guldvindere (Storbritannien) og vi var på papiret tæt med resten af feltet.
De første tusind meter fulgte vi fint med i front, men da vi ramte tusind meter mærket, ramte bølgerne os, og vi måtte kæmpe.
Vi formåede at holde fast i vores andenplads efter englænderne længe, men med 300m til mål fangede vi en ordentlig ugle!
Hjertet ryger op i halsen, et sekund med panik i båden -har vi nu smidt vores finaleplads på gulvet?!- Polen overhalede os og vi lå på en 3. plads.
Heldigvis fik vi samlet op og fokuseret, Spanien halede ind, men vi pressede på. Vi hold tredjepladsen og er i A FINALEN (top 6) til EM!
I morgen gør vi alt hvad vi kan og kæmper for bedst mulig placering.
*En ugle er, når åren hænger fast i vandet, så båden mister meget fart*
International toer debut
Vi ankom til Polen til Europamesterskaberne i onsdags, og i dag roede vi vores indledende løb. Vi skulle blive nummer et, to eller tre for at gå direkte i semifinalen. Vi var opsat på at få en så god placering som muligt, fordi det kan have betydning for hvordan resten af konkurrencen forløber.
Vi ror bedst, når vi holder teknikken simpel, så vi havde kun et par punkter hver at fokusere på. Overordnet var det, at der skulle roes til hele vejen ned ad banen!
Det så ikke så godt ud fra start, vi lå bagerst i feltet de første tusind meter, og mange troede nok det så lidt sort ud for os. Heldigvis fik vi mere og mere fart ned mod målstregen, og det blev spændende på de aller sidste meter!
Rumænien tog et tag, så tog vi et tag, så Rumænien- spidser, der kæmper om at vinde- og vi var en lille smule efter dem.
På selve målstregen har vi mest fart og vinder vores løb med 0,03sek!
Vi vidste det ikke, og troede faktisk at vi var blevet nr. 2 helt indtil vi møder træner Mads på land og han fortæller at målstregen er det eneste sted vi fører, men at det jo også var det vigtigste 🙂
Vi ror semifinale i morgen kl. 10.20, men først afslapning og så fokuserer vi igen om et par timer.
*på billedet ses vores tider og placering gennem løbet, som er delt op i 500m, og sluttiden i sidste kolonne*