I weekenden deltog vi i World Cuppen i Luzern. Vi ender sidst i finalen efter nogle hæsblæsende dage hvor vi i den grad blev klogere på hvornår vi ror stærkt og hvornår vi ikke gør. Vi fik prøvet forskellige ting af hvoraf noget fungerede og andet absolut ikke.

Vi går ud fredag og laver et indledende vi helst vil glemme, men får samlet op til opsamlingen om eftermiddagen hvor vi trods et svingende løb får roet os videre til semifinalen.

Efter den lidt hårde opstart var der nerver på før semifinalen. Faktisk så mange nerver at Anne måtte huske Lærke på at trække vejret i opvarmningen. Vi vidste det ville blive svært at nå top 6 men var blevet enige om at give det et ordentlig skud, og det fik den! Allerede på de første tag trækker vi fra de andre og vi ligger forrest helt indtil 1000meter hvorefter vi bliver overhalet af NZL og USA, men får sikret os den adgangsgivende 3.plads.
Vi var SÅ glade og SÅ lettede efter løbet!

I finalen får vi igen lagt fra land, men kan undervejs godt mærke at vi har flere løb i benene end de andre. Energien og spændingen er ikke hvad den havde været efter et par hårde løb hvor vi havde været hele rutsjebanen igennem.

Selvom det er frustrerende når tingene ikke spiller er det vigtigt at huske på at det er nu vi skal lege med det. Det er til World cups at vi skal prøve os frem så vi ved hvad der fungerer når vi kommer til Rio. Det er trods alt der det gælder og der vi virkelig drømmer om at være hurtige.

I Luzerne blev vi klogere på en del ting: at vi ror bedst hvis vi holder fokus på os selv, at vi skal holde hovederne kolde undervejs og at vi åbenbart kan starte rigtig hurtigt.

Det var hårde, men gode lærepenge. Nu er vi tilbage på Bagsværd og træningen går videre inden næste World cup i Poznan!