EM, som endte lidt anderledes, end vi havde håbet

Hvad var det lige der skete i sidste weekend, og hvor blev billederne af tilfredse ro-piger af? Det har vi snakket lidt om i denne uge, for der skal både evalueres når vi ror godt, og når vi ror knap så godt.

EM foregik i Brandenburg, Tyskland, fra den 6.-til den 8. maj, altså sidste weekend. Vi havde været på træningslejr i Italien i 10 dage op til, og vi følte os egentlig ret klar til at møde vores konkurrenter på banen.

hotellet tysk
Vores lille hotel, lidt ude på landet.

Vi ankom, fik prøvet banen og benene af i et par dage op til konkurrencen, og da vores indledende løb stod for, syntes vi, at vi var godt forberedte.
Løbet ligger her på siden, godt nok uden billeder – men kommentatorerne siger det vi tænkte: ”Danish dynamite duo, demolishing the field” (Dansk dynamit duo, smadrer feltet). Vi kom godt igennem løbet og førte komfortabelt over de næste både. Det gav et ordentligt skud motivation! Vi var ikke bare med, vi havde også en god tid i forhold til englænderne*, som var i det andet indledende løb.

Vi havde kvalificeret os direkte til finalen, men det er jo ikke nok 🙂 Vi ville gå efter England, og der skulle bare roes til! Da det endelig blev tid til at ro, blæste det kraftigt fra siden. Det gik fint med at varme op, men da vi lagde til start var det lidt svært at holde kursen lige. Det skal ikke være en undskyldnings-svada, for det var svært for alle hold den dag!  Vi var så ærgerlige over det! Simpelthen bare trætte af det. Der er helt sikkert noget at lære af det løb – men det var lidt svært at se lige til at starte med. Vi havde virkelig glædet os til at komme ud og vise de andre, jer og hele Europa, hvad vi har øvet os på, og hvor meget vi har lært siden sidste år. Vi var bare ikke helt lige så gode til at styre sidevinden som de andre hold, og derfor endte vi på en femteplads.

HELDIGVIS er der flere chancer! Det skal ikke ende på en trist note, for hellere lære at sidevind er en svaghed nu end senere! Nu kan vi nå at træne det inden Rio og det er trods alt det største mål i år. Desuden får vi allerede mulighed for at ræse igen i den kommende weekend til Copenhagen Regatta på vores hjemmebane i Bagsværd, og igen internationalt i Luzern om et par uger.

Det kribler helt i vabelfingrene for at få lov at ro om kap igen!

 

*Englænderne er forsvarende VM, EM og OL mestre, de har verdensrekorden og er ubesejrede i lang tid. Det er derfor de er værd at gå efter at slå!

EM, som endte lidt anderledes, end vi havde håbet was last modified: by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.