Cykeltur til Kronborg

Hvad gør man, når det blæser og Bagsværd sø er fyldt med skumtoppe i tiden op til Odense Regatta og programmet står på 6*12 minutter? Vi tog en beslutning om, at lave vores lange pas i ergometer om til en cykeltur i stedet.

Det startede med, at vi ringede til træner Mads og spurgte hvad han syntes om idéen om, at lave om i programmet. Lidt i sjov svarede han, at vi kunne cykle en tur til Kronborg. Der er 39 km til Kronborg ved Helsingør.  Det ville blive direkte 10 m/s modvind og 2:02 timers kørsel ifølge GPS’en.

Vi tog udfordringen op; pakkede vores rygsække (vægtoptimering er for de slappe ;)), tog de hurtige briller på og hoppede på vores citybikes. Det første kvarter skulle vi gennem skoven ved Bagsværd sø, og vi kunne godt mærke, at vi pressede de smalle dæk en smule, når de skulle køre gennem mudder, grus og over træstubbe. Da vi endelig kom til fast underlag gik det hurtigt – dog ikke hurtigere end at det endte med at tage 1:50 at cykle til slottet.

Godt afkølede og glade efter en god tur, gik vi en tur ind på slotspladsen og ud til vandet for at se på Sverige. Så pakkede vi sammen igen, cyklede ned i byen og købte hver en kop varm kakao.

Vinden kunne sikkert have blæst os hurtigt sydpå igen, men vi valgte at tage toget og spare lidt på kræfterne til lørdagens træning på vandet i stedet.

Cykeltur til Kronborg was last modified: by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.